Workshop og Pinsetur til Kridtsøen Hemmoor i Tyskland D. 2 juni - 6 juni 2022

Kunne du godt trænge til at få justeret dit udstyr så du kan slappe helt af på dykket? Vil du gerne kunne ligge bomstille og i trim imens du tager billeder? Vil du gerne lære at dykke sidemount eller backmount, og få de rigtige rutiner ind fra start? Vil du pudse dine frogkicks af, eller lære at svømme baglæns hurtigere end din mor kan cykle? … Så meld dig til “Excel Workshop” I pinsen. 
 
Sammen med klubmedlem og teknisk dykker instruktør Maria Bollerup, har vi sat en workshop op for klubbens medlemmer.
Excel kurset er skrevet med henblik på at forberede dykkere der gerne vil på hulekursus, eller på andre tekniske dykker kurser, med fokus på alle de basale ting såsom trim, optimal opdrift, udstyrsoptimering og opdyrkning af overskud og team dykning. Men uanset hvor du ligger niveau mæssigt og om du ønsker at dykke teknisk dykning i fremtiden, er det absolut en workshop der kan gavne dig som sportsdykker. Alle er velkommen uanset niveau! Du kan læse mere om Excel kurset her: https://technicaldivingcourses.com/kurser/andre-kurser/excel-kursus/
Kridtsøen i Hemmoor
Dykningen i Hemmoor er ganske interessant. Der er lagt et stort arbejde i at placere forskellige objekter i den store kridtgrav (f. eks et fly, en sejlbåd, en lastbil og en kæmpe “haj”) som dykkere kan dykke på. Den gamle stenknuser er især et godt dyk og der er rigeligt med liv på det lavere vand… og en sigt der garanteret slår Øresund på en god dag! 🙂  
 
Der vil være 1 dag herhjemme med udstyrsnørkleri inden turen går til Tyskland hvor vi foretager 8 dyk hen over 5 dage.
Der er inkluderet 4 nætters overnatning i en hytte med sauna og plads til dykkergrejet. 
Der er plads til 5 personer og vi skal minimum have 4 tilmeldte for at turen kan blive bekræftet. 
 
Dato, program og pris: 
Dag Dato Hvad
1 29/5-22 Udstyrsopsætning
2 2/6-22 Udrejse + 1. dyk
3 3/6-22 2. + 3. dyk
4 4/6-22 4. + 5. dyk
5 5/6-22 6. + 7. dyk
6 6/6-22 8. dyk + hjemrejse
Samlet pris v. minimum 4 personer 7.999,-.
Der er maks. 5 pladser på kurset og turen.
Prisen inkluderer:
– 6 dages undervisning
– 4 overnatninger i Hemmoor
– 5 dages dykning i Hemmoor
– Forbrug og slutrengøring i huset
– Luft
Prisen er eksklusiv:
– Transport t/r Hemmoor
– Mad
– Afbestillings, rejse og dykkerforsikring
Turen er arrangeret som “kør selv”, men bør kunne arrangeres med 2 eller 3 biler og en deling af omkostninger. Turen til Hemmoor er cirka 6 timer lang.
Alt efter hvad der er stemning for, laver vi mad i hytten, eller gør brug af de lokale restauranter i området. Heriblandt den berømte (eller berygtede) “Pommi-Paul”.
I forhold til dykkerudstyr, er det anbefalet at du vælger at dykke med vinge og bagplade og et dobbeltsæt der passer til din størrelse, eller i sidemount.
Men dykker du med enkeltflaske kan det også fint lade sig gøre. Vingen anbefales for at kunne opnå optimal trim i vandet.
Der tages udgangspunkt i dig og dit udstyr, men er du i tvivl, så skriv eller ring til Maria og få en snak.
TLF: 40711937