COVID-19 og sommerferie 2021? Vi holdt os til rigsfællesskabet og tog til Færøerne sidst i juli. (Jo, jeg stødte faktisk ind i Dr. Marg. II, som også var på besøg, dog ikke til dykning.) Mens min kone en dag hankede op i fuglekikkerten og tog til Mykines, tog jeg dykkergrejet på, i Nordatlanten. Med en færøsk divemaster dykkede han og jeg både længst mod nord ved bygden Gjógv på Østerø og så et par km nord for Tórshavn ved Hvítanes, på Strømø.

Under andre himmelstrøg
Ovenvande var der strålende solskin og rekord 24°C og næsten vindstille! Under overfladen varierede sigt mellem 5 og 20 meter og temperaturen var lige 10°C uanset dybde. Springlag kender de ikke til. Vi holdt os tæt på klippevæggene, væk fra strømmene.

I de lavere dybder var tangskovene faktisk ret imponerende og farverige. De ER rigtige “skove”, 2-3 meter i højde som man nyder at svømme igennem. (De er de eneste skove, der findes på Færøerne…) Nede mod 20 meter var der på begge dyksteder sandbund uden ret meget liv, dog godt belyst (jf. Øresunds-forholdene) og med enkelte stimer af større fisk. Til gengæld var det ret sjovt at svømme inde under klippefremspringene, hvor der dog gemte diverse smådyr sig.
En gang da vi kom op til overfladen, var det underholdende at se, hvordan lunderne (søpapegøjerne) og mallemukkerne ved deres overflyvninger ikke helt kunne greje, hvad vi var for nogen. De fugle var der iøvrigt mange af.
Praktisk
Hvis man har tiden til det, kan rejsen til Færøerne med færge være en fordel. Bilen kan fyldes med oppakning (fx dykkergrej), og selve færgen er særdeles velindrettet til både stille-tid (fx romanlæsning eller arbejde) og afslapning. Rejsen mellem Hirtshals og Tórshavn tager 30 timer hver vej. Under vejs er man kun et par km fra Shetlands nordligste kyst.

For færinger er en køretur på 45 minutter mellem dykkesteder ingen sag. Det er denne tid, det tog os at køre mellem vores to dykkesteder. Vejene er helt OK, og der er ikke megen trafik. Helt nye tunneler mellem flere af øerne gør transporten meget effektiv.
Min makker for dykkene er divemaster og guide fra firmaet North Atlantic Diving, baseret i Tórshavn. [https://northatlanticdiving.com/] Jeg var alene med guiden, og det var en ganske hyggelig og oplysende dag. Da jeg havde alt udstyr med i bilen fra Danmark, skulle jeg kun leje flaske, bly og guide. Jeg var desuden meget tilfreds med firmaets ydelse.
Stephen Wessels
