Test og billeder af Antje
Havkatten snor sig ud af sin hule og kaster et kort blik på de to dykkere, der lige er finnet forbi. De er uinteressante. Med et kraftig slag af den smidige sorte krop når han frem til den forreste dykker, og her er der gevinst: Det er Erlendur, gutten, som er kommet forbi her med skøn regelmæssighed og få dages afstand de sidste 13 år. Han er efterhånden velafrettet: I højre tørdragtslomme har han nogen muslinger, som han knækker med sin kniv, inden han overlader den til havkatten. De sædvanlige hangarounds, et par småtorsk, er til stede og afventer, om der mon bliver rester. I dag er der også en mere fremadstormende hangaround: en halvstor fladfisk snupper en halv musling inklusive skal og skynder sig væk med den. Stefanie, som Erlendur kalder havkatten, tager det med ophøjet ro. Der er flere muslinger i dykkerguidens lomme, ved han. At Stefanie er en han, fandt Erlendur ud af, da han for et par år siden fandt ham vogtende over en klump æg. Han er dog ikke den eneste havkat, som Erlendur har et fint forhold til. Vi hilser på fire af slagsen, som skubber lidt til os og lader sig klø under hagen af deres faste dykker.
Stefanie og de øvrige havkatte bor i fjorden Eyjafjörður på Islands nordkyst. De har fundet sig et helt særligt tilholdssted: Arnarnesstrýtur. Her siver varmt vand af vulkansk oprindelse op af undergrunden. I processen aflejrer vandet mineraler og opbygger et lille bjerglandskab med spidser og skorsten. Der formodes, at livet på jorden er opstået omkring sådan nogen varmvandsskorstene. De fleste af dem ligger på store dybder. Kun her i den islandske fjord, på Arnarnesstrý tur og naboformationen Strýtan, kan fænomenet opleves på dykbare dybder. Og vejen dertil går igennem formationernes opdager og officielle beskytter, erhvervsdykkeren Erlendur Bogason i Strýtan Divecenter.
Arnarnesstrýtur er tæt befolket. Vi møder store brunalger, sønelliker, svampe, pungdyr, forskellige muslinger, torsk, stenbidere og et assortiment af nøgensnegle. Det er her, man kommer i fjorden for at se liv. Men den helt store attraktion i fjorden er Strýtan, tre fritstående skorstene på op til 45 m højde, hvis top ligger kun 15 m under vandoverfladen. Her buldrer der 72 grader varmt vand frem fra de skrøbelige skorstenstoppe i en kraftig strøm. Det er det, jeg er rejst til Nordisland for at se. Det sker ikke. I hvert fald ikke denne gang. I arktiske farvande skal man altid regne med, at vejret gør en streg i regningen. Og vejret har mange aspekter.
Oven vande er det faktisk rigtig fint, tørt og med ganske lidt vind. Strøm er der sjældent i fjorden. Men så er der de fritsvømmende alger. Der er en del af dem på Arnarnesstrýtur i dag, og så ved Erlendur, at det vil være skidt med
sigtbarheden på Strýtan. Endelig er der også dykkerguidens indre vejr. Og der er der ikke solskin i dag. Erlendur fortæller allerede i bilen på vej ud af Akureyri, at han dagen i forvejen har været på job i Seyðisfjörður på Østkysten, hvor en sunken fiskerbåd skulle hæves. Det gik ikke som planlagt. To timer i dragten havde han regnet med. Det blev til ti timer, ingen frokost og en rigtig sen hjemkomst efter tre en halv times køretur hver vej. Så da Erlendur ser algerne, er der lukket for det varme vand. Til gengæld er der plukfisk til frokost og en afslappende pause på dykkercenteret, som er en rummelig gammel fiskefabrik på havnen i bygden Hjalteyri. I nabofabrikken, der stadig lugter kraftigt af fisk, udstiller en østrisk kunstner psykedeliske videoinstallationer. Om eftermiddagen kommer der et hold discovery divers. Mens Erlendur og hans lærling Alex er i gang med dem, ligger jeg ved siden af under hvalbådenes bro og kigger lidt på nøgensnegle i tre meters dybde. Til sidst tager Alex mig en tur til havnens kran fra sildetiden, som ligger på 9 m og er malerisk bevokset med sukkertang. Dagen på havnen slutter med et bad i det 40 grader varme geotermiske badekar, som Erlendur har sat op ved strandkanten.
Næste dag er en mandag. Erlendur har stadig ikke bedre vejr indvendig og Alex skal på arbejde, så ikke mere dykning denne gang. Jeg tager i stedet en af byens hvalbåde ud på fjorden. Mink- og pukkelhvaler boltrer sig i strålende solskin under de sneklædte bjergsider. Akureyri har også en meget fin botanisk have og byens backpackersted serverer en lækker fiskeret til aftensmad. Tirsdag aften flyver jeg tilbage til Reykjavik. I stedet for den direkte vej til lufthavnen går jeg hen over nærmeste bjerg. Naturen i Nordisland er absolut værd at se, både under og oven vande.
