Efterårsdyk i lilleputstaten Malta

Da jeg i starten af oktober skilte siderne i min slidte logbog, blev jeg taget på en rejse tilbage til sidste loggede: Dyk nr. 210 på Elphinstone Reef, Rødehavet. Wow! Det var præcist 10 år siden dags dato. Før jeg fik mine børn. Som går i skole nu. Wow!

Jeg har netop meldt mig ind i Vedbæk Sportsdykkerklub, fordi min ældste datter er tosset med at plaske rundt med svømmefødder. Så mens hun hver fredag aften plasker rundt med de andre unge på snorkelholdet, bobler jeg rundt på bunden ved siden af og lærer det gamle grej at kende igen. Der er en fantastisk måde at slutte ugen på sammen!

Anledningen til vores nye fællesskab er, at vi i efterårsferien 2021 tog med bedsteforældrene til lilleputstaten Malta i Middelhavet. Her kan man snorkle i det varme vand og opleve fisk i alle regnbuens farver. Og Malta byder desuden på et overdådigt menukort over vragdykning, som nødigt skulle gå min næse forbi!

Vi boede byen i Mellieha på den nordlige del af Malta. Herfra er der nem adgang til snorkelvenlige strande, og til øen Gozo, hvor man bl.a. kan opleve grottedykning i The Blue Hole. Generelt er Malta’s kystlinje er spækket med helt utroligt smukke undersøiske og oversøiske klippeformationer, der er skabt ved, at det krystalblå hav har eroderet klippen bort. Det gælder bl.a. det berømte Azure Window Rock Arch, som kollapsede i 2013 men inden da været brugt i flere film som f.eks. Game of Thrones og Star Wars.

Første dag besøgte vi Paradise Bay med hele familien for at snorkle og nyde solen. Stranden ligger meget smuk placeret på Malta’s nordkyst, kun ca. 10 min busstur fra Mellieha, men man skal følge en lang trappe udhugget i klippen for at komme fra klippekanten til stranden. Snorkel udstyret kom hurtigt på, og ungerne kunne efter blot 5 min stolt erklære, at de nu havde set muræner og farvestrålende koralfisk! Turens første mål var nået, og vi var i vandet hver dag resten af ferien.

De fleste dyk på Malta er stranddyk, og da øen samtidig er meget lille, er det er sjældent nødvendigt at bruge båd til dykketuren. Vi tog med BEZZ Diving dykkercenter i Mellieha til Maltas nordvestlige kyst for at dykke på den østtyske minestryger P29 og de smukke vægge ved Cirkewwa Arch. Dykkercenteret oplevede for tiden mange besøgende, som ikke havde dykket i en længere periode pga. COVID-19 situationen, og for at fremme sikkerheden afholdt de derfor en ”fresh-up” til ære for vores lille 4-mands gruppe, så vi havde styr på makkertjek, masketømning, boyancy control mv., før vi begav os ud i det blå.

Vi startede med et nemt og let tilgængeligt vragdyk. P29 er en er oprindeligt den tysk østtysk minestryger ”Bolthagen”, som blev købt af den maltesiske stat i 1996, og udlagt af Malta Marine Foundation som kunstigt rev i 2007 for at fremme det marine dyre og planteliv. Vraget ligger på 30 – 36 m. dybde ca. 170 m svømmetur fra kysten, og med den suveræne sigtbarhed fik vi virkelig følelsen af at fartøjet tonede frem af det smukke dybe blå. P29 står perfekt på kølen på den bare sandbund, og vi svømmede hele skibets 52 m, før vi bevægede os opad over stævnen, hvor maskingevær og styrhus tonede frem i sollyset. Vraget er nyt og derfor stadig relativt nøgent for liv, men stimer af småfisk susede rundt og ind gennem koøjer og døråbninger.

Vi sluttede eftermiddagen af med at gå i vandet samme sted, med et dyk langs den nordlige væg til Cirkewwa Arch. Det var en smuk oplevelse med et meget varieret landskab, som først startede noget goldt, men så blev afløst af marker med bølgende grønt søgræs, og derefter af fin lys sandbund med store sten og store fisk. Til slut nåede vi frem til Cirkewwa Arch, som er en smuk bueformet klippe, der strækker sig som en regnbue fra den ene klippekant til den anden. Herfra vente vi om, bevægede os lidt opad, og svømmede gennem nogle ”swim throughs” af nedfaldne klippeblokke, som overbeviste mig om at jeg må tilbage til Malta igen for at opleve nogle af de enestående grottedyk!

Da turen var slut, og vi igen sad i den raslende og rustne dykkerbus, var vi høje på oplevelsen, og imponerede over hvad man kan nå at opleve på et stranddyk på Malta i oktober.

Venlig hilsen

Kirstine Toxværd